Lidt om området

Om Humlehaven

Kommunen udbyder nye boliggrunde i det populære boligområde Humlehaven, Hinnerup. Grundene ligger attraktivt i et kuperet område i Hinnerup, tæt på rekreative områder, skole, indkøbsmuligheder, idrætsfaciliteter, Hinnerup by og den nye Himmerig skov.

Grundene er omfattet af lokalplan 363

Børnepasning, skoler og fritid
Boligområdet er beliggende godt 1 km. fra Rønbækskolen med SFO, Børnehuset Rønbækken og Børnehaven Elmegården – enten ad sikre stiforbindelser eller vej. Desuden kan kommunen tilbyde dagpleje, andre vuggestuer/børnehaver, skoler og friskoler.

Ved Rønbækskolen ligger Hinnerup Badet og Rønbæk Idrætscenter med hal. Ca. 2,5 km. fra Humlehaven ligger Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. De fleste indkøbsmuligheder er også placeret i denne centrale del af Hinnerup.

Transport og trafik
I Hinnerup centrum ligger rutebil- og togstationen. Fra togstationen er to afgange i timen via Den Østjyske Længdebane både mod Aarhus/København og Hadsten/Langå/Viborg eller Hadsten/Langå/Randers/Aalborg. Derudover går der jævnligt busser mod Bjerringbro/Viborg og Hammel.

Der arbejdes i disse år også på at få ført letbanen fra Aarhus til Hinnerup.
Nærmeste tilkørsel til motorvej E 45 ligger kun 7 km. væk.
Der er henholdsvis omkring 17 og 25 km. til Aarhus og Randers. Lufthavnen i Tirstrup ligger godt 45 km. mod øst.


Om Hinnerups historie

Hinnerup bestod oprindeligt af 5 gårde og et mindre antal huse. Byen havde sin egen lille middelalderkirke, som blev revet ned omkring år 1600. Året 1862 markerer fødslen af det moderne Hinnerup, da der blev bygget en station på den jyske hovedjernbane nær Gl. Hinnerup. Stationen kom til området på initiativ af greven på Frijsenborg, som ville have sin egen jernbanestation med selskabslokaler i sin nærhed.
Greven lavede en aftale med statsbanen, som byggede stationen på den grund, han skænkede. I årene frem mod 1900 voksede Hinnerup langsomt nær grevskabets cellulosefabrik og anden tilkommen industri.

Omkring midten af 1950’erne voksede Gl. Hinnerup og stationsbyen Hinnerup sammen. Siden 1960'erne er der løbende blevet udstykket store arealer til parcelhusgrunde.

Der bor i øjeblikket ca. 7.576 i Hinnerup.