Lidt om området


Kornmarken forside

Om Kornmarken

I den sydvestlige del af Hammel udbyder kommunen nu 29 nye spændende boliggrunde. som bl.a. giver mulighed for sydvestvendte haver med udsigt over grønne områder. Grundene er omfattet af lokalplan 324.

De 29 grunde udgør 1. etape af et nyt stort lokalplanområde med plads til i alt 180-200 boliger. Lokalplanområdet vil over årene etapevist blive udviklet mod nord, men der vil fra start være anlagt stiforbindelse til skole m.v.

Som en del af planen indgår etablering af plantebælter langs stamvejen, som skaber afstand og skærmer de nordliggende grunde. Grundene ligger på en lukket vej i den sydlige del af lokalplanområdet, og vil blive forbundet med Hammel og Viborgvej via Anbækvej. Lokalplanen udlægger området til i alt 140 parcelhusgrunde og to storparceller til tæt/lav boligbebyggelse.

På længere sigt vil Kornmarken blive en del af en helt ny bydel i Hammel - hvor forskellige boligtyper, grønne områder, boldbaner, institutioner mv. vil vokse op.

Børnepasning, skoler og fritid

Fra udstykningen er der via stisystemet omkring 500 meter til den integrerede institution Grævlingehulen. Børnehaven Søndervang ligger ved Søndervangsskolen med SFO - knap 2 km. fra udstykningen.

Derudover kan kommunen tilbyde dagpleje, andre børnehaver, vuggestuer, skoler og friskoler. I Hammel ligger desuden Frijsenborg Efterskole.

I centrum af Hammel ligger byens bibliotek og kulturhus, og herudover Hammel Idrætscenter med haller, svømmehal, boldbaner samt tennis- og cykelklub nær ved. Knap 5 km. væk ligger den nærmeste golfbane.

Transport og trafik

Nær biblioteket ligger rutebilstationen, hvorfra der er busser til bl.a. Aarhus, Randers, Silkeborg og Bjerringbro/Viborg.

Der er fra grundene mindre end 1 km. til Viborgvej A26 og ca. 15 km. til motorvej E45. Til Aarhus er der ca. 25 km., til Randers ca. 30 km., til Silkeborg 25 km. og til Viborg ca. 41 km.

Nærmeste stationsbyer er – hvis man skal på Den Østjyske Længdebane – Hinnerup (17 km.), Hadsten (19 km.), Skanderborg (28 km.), Silkeborg (25 km.), og Ulstrup (23 km.) væk.

Om Hammel

Hammel er i det store og hele vokset op på grund af den nære beliggenhed til Frijsenborg Slot, hvilket ses tydeligt på byens kirkegård: Der refereres på flere af de store og ældre gravstene til forbindelser til godset.

Opblomstringen kom midt i 1800-tallet og fik ekstra fart med Hammelbanen fra Aarhus i 1901. Banen nedlagdes i 1956.

Hammel har i dag ca. 6.900 indbyggere.

Se film om grundene på Kornmarken og Hammel by

Kornmarken collage