Lidt om området


Præstegårdsvej, Søften

Søften er en levende og aktiv by med ca. 2.800 borgere. Byens attraktive placering kun 14 km. fra Aarhus C har de seneste år gjort Søften til et eftertragtet sted at bosætte sig.

Søften er en mindre by med masser af liv. I de seneste år har byen oplevet stigende bosætningstendens blandt andet på grund af byens nære placering til Aarhus og et stærkt og godt lokalmiljø.


Om området

Det nye og efterspurgte boligområde er beliggende nord for Engdalsvej. Området grænser op til et eksisterende boligområde, og i nærheden finder du blandt andet  Præstemarkskolen, Børnehaven Mælkevejen, Søften Kultur- og Idrætscenter og mulighed for dagligvareindkøb.

Grundene på Præstegårdsvej er omfattet af Lokalplan nr. 319.

Landskabet omkring byen er hovedsageligt dyrkede marker, men der er også smuk og vild natur. For eksempel Søftendalen som er et flot naturområde i udkanten af Søften mod Hinnerup. Arealet afgræsses af kreaturer, som er med til at holde området åbent til glæde for dyr og planter. Dalen er landskabsmæssig spændende og smuk, og så er der et rigt dyre- og planteliv. Du kan læse mere om Søftendalen på Oplev Favrskovs hjemmeside.


Børnepasning, skole og fritid

Boliggrundene på Præstegårdsvej ligger i Præstemarkskolens distrikt og lige ved siden af boligområdet ligger Børnehaven Mælkevejen

Favrskov kommune webkort kan du se mere om skoler og institutioner i området.

De nærmeste ungdomsuddannelser er placeret i Hadsten, hvor der er gymnasium, højskole, Den jydske Haandværkerskole og Linjeskolen. Aarhus, med sine utallige uddannelsesmuligheder, ligger blot et kvarters buskørsel væk.

I Søften Kultur-og Idrætscenter kan du og familien finde et varieret udvalg af fritidsinteresser lige som lokalmiljøet har et rigt og mangfoldigt foreningsliv.

 

Transport og trafik

Der kører flere regionale busser igennem Søften.

I Hinnerup, 3 km. væk finder du rutebil- og togstation, hvor der fra sidstnævnte i dagtimerne er tre afgange i timen via den Østjyske Længdebane mod såvel Aarhus/København som mod Randers/Aalborg, idet alle IC-tog samt flere regionaltog standser i byen. Ligeledes kører der jævnligt både tog og busser mod Viborg.

E45 ligger et stenkast fra Søften, og kigger vi lidt frem i tiden er Søften endda planlagt som stationsby til den kommende Letbane.